Kinas parlament har natten til tirsdag dansk tid enstemmigt vedtaget en omstridt national sikkerhedslov for Hongkong.
Det skriver det kinesiske medie South China Morning Post, og derudover bekræfter tv-stationer i Hongkong det ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den nationale sikkerhedslov er udarbejdet af Kinas kommunistparti i Beijing og ventes ifølge South China Morning Post at træde i kraft 1. juli.
Kina introducerede loven som et modsvar på de mange voldelige prodemokratiske protester, der har været i Hongkong.
Ifølge embedsmænd fra Kina vil loven gøre det muligt at gøre op med underminering, terrorisme, separatisme og aftaler med udenlandske styrker, skriver Reuters.
/ritzau/











