Efter en nedlukning i 104 dage er Eiffeltårnet torsdag genåbnet, men turister vil først senere på sommeren få adgang til den øverste del af vartegnet for den franske hovedstad.
Journalister fra mange lande var torsdag mødt op for at dække genåbningen af tårnet, da de første 50 besøgende – overvejende franskmænd – gjorde sig klar til at gå op ad trapperne til første og anden etage.
Lukningsperioden af det 324 meter høje tårn har været den længste siden Anden Verdenskrig.
Tårnets elevatorer forbliver lukkede for at sikre afstand mellem de besøgende, og der indført en række hygiejnemæssige sikkerhedsregler. Alle personer over 11 år skal bære mundbind, mens de opholder sig på stedet.
Både ved Eiffeltårnet og ved andre af Europas mest besøgte seværdigheder som Colosseum i Rom, Det Skæve Tårn i Pisa, museet Hemitage Amsterdam og Firenzes domkirke er der gennemført fysiske ombygninger af køområderne eller indført nye elektroniske apparater, som vibrerer, når folk står for tæt på hinanden.
I Barcelona skal en app forebygge lange køer og trafikpropper.
I Spanien, som genåbnede dets grænser for de fleste europæere i denne uge, vil man på mange hoteller se nye luftrensere, termokameraer, som indikerer hotelgæsters kropstemperaturer og desinficerende sprays eller måtter, som sikrer desinfektion af sko og kufferthjul.
Mange genåbnede seværdigheder vil modtage langt færre besøgende end tidligere.
Museernes Sammenslutning i Holland venter at tabe mellem fem og syv millioner euro om ugen på billetindtægter i forhold til indtægterne før coronakrisen.
I FN har Unesco anslået, at over ti procent af verdens museer nok aldrig genåbnes.
/ritzau/Reuters











