To personer er ramt af skud i Vollsmose

    To personer er sent onsdag blevet ramt af skud.

    Det fortæller vagtchefen hos Fyns Politi Steen Nyland til fyens.dk.

    Skudepisoden fandt sted onsdag kort før midnat i Egeparken i Vollsmose ved Odense. Vagtchefen ønsker over for mediet ikke at oplyse, hvilken tilstand de to er i, eller om nogen er blevet anholdt i sagen.

    Torsdag morgen arbejder politiet stadig på stedet.

    – Vi har arbejdet derude i nat og undersøger stadig, og det kommer vi til at gøre et stykke op ad dagen, siger han til fyens.dk.

    Også i sidste uge blev der affyret skud i Vollsmose. Fire blev indledningsvist anholdt, men de blev løsladt uden sigtelser efter at være afhørt af politiet.

    Som følge af skudepisoden blev der torsdag i sidste uge indført en visitationszone, der dækker en større del af Odense.

    Ritzau forsøger at få fat på vagtchefen.

    /ritzau/