Trump advarer mod at beskadige monumenter og klargør soldater

    Præsident Donald Trump advarer onsdag demonstranter mod at angribe statuer af prominente personer.

    Det sker, mens det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, gør klar til at mobilisere 400 soldater fra Nationalgarden for at beskytte monumenter i USA’s hovedstad, Washington D.C.

    – Nu ser de på Jesus Kristus, de ser på George Washington, de ser på Abraham Lincoln og Thomas Jefferson, siger Trump om demonstranterne og tilføjer, at personer, der gør skade på monumenter, kan risikere ti år i fængsel.

    – Det kommer ikke til at ske, det kommer ikke til at ske, så længe jeg er her.

    I løbet af de seneste aftener har demonstranter forsøgt at ødelægge adskillige statuer i Washington D.C. under Black Lives Matter-protester.

    Mandag aften forsøgte de uden held at vælte en statue af tidligere præsident Andrew Jackson, der står ude foran Det Hvide Hus.

    Det fik Trump til at true demonstranterne med brug af “alvorlig magt”.

    Andrew Jackson var desuden en slavehandler, som systematisk behandlede indfødte amerikanere dårligt.

    /ritzau/AFP