Brændende lastbiler udløser storbrand på havnen i Göteborg

    Et større antal lastbiler og lastbilanhængere er brudt i brand på havnen i den svenske by Göteborg. Ifølge redningstjenesten er branden ude af kontrol, og der er hørt en række eksplosioner.

    Men der er ikke meldinger om tilskadekomne, skriver avisen Göteborg-Posten.

    Brandvæsnet blev alarmeret kort før klokken 16, og lidt over en halv time senere meddelte man, at branden var ude af kontrol.

    Tyk sort røg rejser sig over havnen.

    I første omgang hed det, at det var lastbilanhængere, der var brudt i brand, men det blev siden korrigeret til, at de fleste køretøjer, der var ramt, var lastbiler.

    Brandvæsnet er talstærkt til stede på Älvsborgshamnen, hvor det brænder.

    Havnen i Göteborg er Sveriges største trafikhavn.

    – Der har været mindst ti eksplosioner, fem i hver omgang, oplyser et øjenvidne til den lokale avis.

    Et andet øjenvidne siger, at der fortsat høres nogle brag fra havnen.

    Ifølge politiet er det eksplosioner i de brændende lastbiler.

    /ritzau/