En 64-årig mand er blevet idømt 12 års fængsel for at have dræbt sin kæreste sidste år.
Det skriver Ekstra Bladet og Hillerød Posten.
Dommen er faldet onsdag i Retten i Hillerød.
Kvinden blev 1. oktober sidste år fundet dræbt af knivstik i halsen på en adresse i Hillerød. Ifølge anklageskriftet skar manden to mindst fem centimeter dybe snit i halsen på kvinden.
Drabet skete på et tidspunkt mellem 29. september klokken 23 og 1. oktober klokken 08.
Ifølge Ekstra Bladet har den 64-årige i retten nægtet sig skyldig i drab, da han efter eget udsagn ikke kan huske det.
Han husker dog at have trukket liget af kvinden ind i soveværelset og lagt to roser oven på hende, skriver avisen. I retten forklarede han også, at kæresten havde slået op med ham.
Den 64-årige mand forsvandt efter drabet til udlandet og blev efterlyst internationalt.
Han blev fundet i Tyskland og anholdt syd for Kruså og 11. oktober udleveret til Danmark, hvor han dagen efter blev varetægtsfængslet.
Ifølge Hillerød Posten har manden besluttet, at han ikke vil anke dommen.
/ritzau/











