Endnu en golfspiller trækker sig med coronavirus i USA

    Golfsporten er blevet ramt af endnu et tilfælde af coronavirus.

    Den 25-årige amerikaner Cameron Champ har trukket sig fra PGA-turneringen Travelers Championship i Cromwell, da han er testet positiv.

    – Fysisk har jeg det rigtig godt, og jeg var selvfølgelig overrasket og skuffet over at høre resultatet, siger han i en pressemeddelelse fra PGA Tour.

    Testsvaret tikkede ind efter et rutinemæssigt tjek tirsdag.

    – Det vigtigste er nu er tage de nødvendige skridt og forholdsregler for at beskytte andre, heriblandt min familie, siger han.

    Cameron Champ, der har vundet to turneringer på PGA Tour i karrieren, skal nu isolere sig selv fra omverdenen i en periode.

    Han er ikke den første golfspiller, der er testet positiv for den verdensomspændende sygdom, efter at PGA Tour er vendt tilbage.

    I sidste uge blev landsmanden Nick Watney testet positiv og måtte forlade anden runde af PGA Tour-turneringen RBC Heritage.

    I det hele taget har amerikansk sport kæmpet en hård kamp for at vende tilbage. Der er rapporteret om positive tilfælde blandt ansatte i professionelle klubber inden for blandt andet fodbold, amerikansk fodbold, baseball og ishockey.

    Den amerikanske golfturné vendte tilbage midt i juni med turneringen Charles Schwab Challenge. Travelers Championship er den tredje turnering siden genstarten.

    /ritzau/