Sydkoreas præsidentkontor beskylder mandag USA’s tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton for at forvanske kendsgerninger i sine fremstillinger af præsident Donalds Trumps strategi ved topmøder med Nordkorea.
I sin meget omtalte bog, som Bolton har skrevet om sin tid i Det Hvide Hus, bliver både Trump og Sydkoreas præsident kritiseret for deres håndtering af historiske topmøder med Nordkoreas Kim Jong-un.
Ifølge Sydkoreas nationale sikkerhedsrådgiver, Chung Eui-yong, er “en stor del af kendsgerningerne om topmøderne forvrænget” i Boltons fremstilling i bogen “The Room Where It Happened”.
Det er uklart, hvilke passager i Boltons meget opsigtsvækkende bog, som Chung præcist hentyder til.
– Men Boltons ensidige offentliggørelse af oplysninger fra lukkede møder, som er baseret på fortrolighed, skader diplomatiets grundlæggende principper, og de kan skade fremtidige forhandlinger meget alvorligt, skriver han.
Bolton giver ifølge Chung kun én vinkel på diskussionerne mellem Trump og Nordkoreas magthaver, Kim Jong-un, og Sydkoreas Moon Jae-in.
Bolton afslører i bogen detaljer fra samtaler før og efter topmøderne mellem den amerikanske præsident og Kim Jong-un – også fra deres andet topmøde i Vietnam, som faldt fra hinanden.
Der er rapporter om, at Bolton har skrevet, at Moon, som er stærkt interesseret i at bevare gode relationer til regimet i Nordkorea, har skabt urealistiske forventninger om en “genforeningsdagsorden” på Korea-halvøen.
– Dette er ikke de præcise kendsgerninger, og det er afgørende forvrængninger af fakta, siger Chung Eui-yong om Bolons udlægning.
Trump og Kim mødtes første gang i Singapore i juni 2018, hvor der blev skabt forhåbninger om, at nordkoreanerne måske ville opgive deres atomvåbenprogram til gengæld for ophævede sanktioner.
Men deres andet topmøde i begyndelsen af 2019 i Vietnam blev en fiasko, da Trump afviste at ophæve de økonomiske sanktioner mod en lukning af Nordkoreas vigtigste atomanlæg.
/ritzau/AFP











