Den færøske Eik Bank, der tidligere er blevet reddet fra konkurs af den danske stat, beskyldes nu for at forsøge at dræne den færøske landskasse for 90 millioner kroner, skriver Berlingske Business.
Eik Banks ledelse og bestyrelse har således ansøgt de færøske skattemyndigheder, Taks, om at få fradrag på 90 millioner kroner for et tab på 500 millioner kroner, som den danske stat tog i forbindelse med den truende konkurs.
Men det møder kraftig modstand. Blandt andet har bankens eksterne revisor, KPMG, afvist af godkende fradraget, og Finansiel Stabilitets medlem af Eik Banks bestyrelse, Jørn Astrup, har afvist af underskrive regnskabet og har i stedet forladt bestyrelsen.
– Jeg kunne ikke godkende rekonstruktionsforløbet i bankens regnskab for 2015. Jeg kunne ikke medvirke til at dræne den færøske landskasse for 90 millioner kroner. Efter min bedste opfattelse uden ethvert grundlag, siger han videre.
Eik Banks bestyrelsesformand, Torben Nielsen, bekræfter, at banken har ansøgt om – og fået bevilget – skattefradraget på 90 millioner kroner.
Han afviser dog, at banken skulle have forsøgt at få et uberettiget skattefradrag.
– Det kunne vi ikke drømme om. Der her sag bliver fuldt ud belyst, og skulle myndighederne have en holdning om, at de har afgjort den her sag på et forkert grundlag, så får de alle oplysningerne, og så kan de forholde sig til den igen, siger Torben Nielsen til Berlingske Business.
De færøske skattemyndigheder er allerede i færd med at undersøge sagen på ny for at se, om godkendelsen af fradraget på 90 millioner kroner skal trækkes tilbage.
/ritzau/