En mand er onsdag blevet varetægtsfængslet i to uger for drabsforsøg efter et overfald på en bekendt i Charlottenlund mandag aften.
Det oplyser anklager Michael Quist.
Manden nægtede sig skyldig i sigtelsen, men valgte ikke at kære beslutningen om fængsling til landsretten.
Overfaldet skete i en lejlighed på Ordrup Jagtvej i Charlottenlund nord for København mandag aften. Politiet fik meldingen mandag aften klokken 21.34.
Den 47-årige var efter overfaldet i livsfare, men er det ikke længere.
Den mistænkte gerningsmand, der kender offeret, blev anholdt tirsdag morgen, og onsdag morgen stod han over for en dommer i Retten i Lyngby.
Dommeren valgte dog at lukke dørene, så det ikke er muligt at få nærmere oplysninger eller om sagen, eller hvad den bekendte eventuelt har forklaret.
/ritzau/











