To mænd bliver onsdag stillet for en dommer, efter at en 52-årig mand tirsdag døde efter knivstik i Holbæk.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.
Den 52-årige blev tirsdag formiddag fundet på Lindevej i Holbæk hårdt såret af knivstik. Efterfølgende anholdt politiet tre mænd.
To af dem på 27 og 28 år bliver fremstillet i grundlovsforhør, som afholdes, når anklagemyndigheden ønsker varetægtsfængsling.
Den tredje – på 43 år – er udeblevet fra afsoning, og han går derfor i gang med at afsone tre måneders fængsel.
Det fremgår ikke, hvad mændene sigtes for. Det fremgår heller ikke, hvad den tredje mand er dømt for, siden han skal afsone en straf.
Den 52-årige mand døde på sygehuset tirsdag klokken 15.07. Manden var blevet stukket flere gange med kniv, og hans liv stod altså ikke til at redde.
Politiet oplyste tirsdag, at man formoder, at der er tale om et “internt opgør”. Det menes ikke at være banderelateret.
/ritzau/











