Selv om Joe Biden har sikret sig nok delegerede til officielt at få nomineringen som Demokraternes præsidentkandidat, fortsætter primærvalgene i USA.
Tirsdag lokal tid skulle borgere iført masker grundet coronakrisen til stemmeboksene i delstaterne Georgia og West Virginia.
Ifølge valgstedsmålinger fra det amerikanske nyhedsbureau AP og det amerikanske medie NBC News står Joe Biden til at vinde begge primærvalg.
Sejrene var ventede, da Joe Biden er den eneste tilbageværende demokratiske kandidat i kampen om at blive partiets præsidentkandidat ved valget til november.
Lørdag nåede Joe Biden ifølge flere amerikanske medier, herunder CNN, de 1991 delegerede, der skal til for officielt at sikre sig Demokraternes nominering.
Joe Biden har været Demokraternes sandsynlige præsidentkandidat siden april, hvor den eneste tilbageværende demokratiske modkandidat til Biden, Bernie Sanders, droppede ud af ræset efter flere nederlag ved tidligere primærvalg.
Sanders valgte dog at blive på stemmesedlen for at samle flest mulige delegerede og dermed få større indflydelse på Demokraternes politik ved partiets konvent til juli.
/ritzau/











