FCM-boss afviser kritikken: Billetpriserne er fair


    Manchester United-fans har protesteret over for høje billetpriser til holdets Europa League-kamp mod FC Midtjylland i Herning torsdag.

    Men kritikken forud for den første af to sekstendedelsfinaler mod det engelske storhold preller af på FC Midtjyllands direktør, Claus Steinlein.

    – Overordnet set kan man sige, at vi kunne have solgt over 50.000 billetter til denne kamp. Så i forhold til udbud og efterspørgsel skulle prisen måske have været endnu højere.

    – Det er det, det koster at se sådan en kamp. Så jeg synes egentlig, vi har været fair, og vi har i hvert fald ikke haft problemer med at sælge billetterne, siger Steinlein til Ritzau.

    Duncan Drasdo, der er direktør i fangruppen Manchester United Supporters Trust, er helt uenig og kalder ifølge Reuters billetpriserne “et slag i ansigtet”.

    United-fansene mener, logikken om udbud og efterspørgsel bør træde ud af kraft, når der er tale om salg af billetter til fodboldfans.

    – Klubberne må acceptere, at de ikke sælger billetter i et almindeligt konkurrencepræget marked.

    – Tilhængernes loyalitet betyder, at hver enkelt klub er et effektivt monopol, og derfor bør de ikke følge almindelig logik om udbud og efterspørgsel, mener Drasdo.

    Den billigste billet til kampen koster 595 kroner for voksne, der ikke har sæsonkort til FCM’s kampe, hvis billetten er købt på nettet.

    Den dyreste billet koster 695 kroner på nettet. Møder man som fan op ved skranken og køber en billet, koster den dyreste billet 720 kroner.

    Billetprisen er mere end tre gange så meget som til midtjydernes kamp mod Southampton tidligere i turneringen. Men det er ifølge Steinlein ikke en krone for meget.

    – Nej, det kunne da godt være, vi skulle have givet den lidt mere.

    – Den ene gang er journalisterne efter os, fordi vi tjener for få penge, og når vi så sætter priserne op, er de samme journalister efter os, fordi vi tjener for meget, siger han.

    Trods meldinger om fanprotester fra udeholdet i form af et banner under kampen, glæder direktøren sig til den store kamp.

    – Vi får et fyldt stadion og en festlig kulisse. Det er det, spillere, trænere, hele klubben og hele regionen glæder sig til. Det bliver sgu en festdag, så lad os hellere bruge kræfterne på det, siger han.

    /ritzau/