USA’s præsident, Donald Trump, overvejer en række forslag om politireformer som reaktion på en sort mands død i Minneapolis i politiets varetægt
Det siger talsperson i Det Hvide Hus Kayleigh McEnany mandag aften dansk tid. Hun oplyser ikke, hvilke tiltag Trump har i tankerne.
Men det kommer ikke på tale at mindske de budgetter, som finansierer politiet. Heller ikke at opløse politistyrker, som det er blevet foreslået fra flere sider, understreger talskvinden.
– Præsidenten er forfærdet over den bevægelse, som vil stoppe finansiering af politiet, siger hun.
Både i USA og mange andre lande har tusindvis af mennesker protesteret mod racisme i det amerikanske politis rækker. Det sker, efter at den 46-årige George Floyd døde under en anholdelse, hvor en hvid betjent i flere minutter pressede et knæ mod den sorte mands hals.
Donald Trump er blevet kritiseret for at opfordre guvernører i USA’s delstater til at slå hårdt ned på de tusindvis, som protesterer over George Floyds død. På et tidspunkt truede han med indsætte soldater mod demonstranterne.
/ritzau/Reuters











