Forsamlingsforbud hæves til 100 om en måned og 200 om to måneder

    Folketingets partier er enige om, at forsamlingsforbuddet bliver 100 personer per 8. juli og 200 personer 8. august for visse arrangementer, oplyser Justitsministeriet.

    Fra i dag, mandag, er forsamlingsforbuddet allerede hævet fra 10 til 50 personer.

    Men planen bliver kun til noget, hvis alt går godt, lyder det fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

    – For vi skal huske, at det hele stadig afhænger af, at vi hver især følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Holder afstand, vasker hænder ofte, passer på hinanden og så videre.

    – Og hvis vi ser, at epidemien blusser op igen, er en opstramning af forsamlingsforbuddet noget af det første, vi vil se på.

    – Jeg ser frem til drøftelserne med partierne om eventuelle yderligere lempelser inden for afgrænsede områder, siger ministeren i en pressemeddelelse.

    /ritzau/