1,9 millioner melder sig arbejdsløse i USA

    1,9 millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge, viser regeringens tal ifølge USA Today.

    Under coronakrisen er antallet af nymeldte arbejdsløse eksploderet, omend der med torsdagens tal er tale om en relativ stabilisering.

    Det tilsvarende tal i sidste uge var 2,1 millioner nytilmeldte arbejdsløse.

    Kurven toppede i slutningen af marts, hvor der på en uge blev rapporteret om 6,7 millioner nye arbejdsløse, der søgte om understøttelse.

    I sidste uge var antallet af arbejdsløse 21,5 millioner.

    /ritzau/