Nyt udbrud af ebola koster fire livet i DRCongo

    Den Demokratiske Republik Congo har bekræftet et nyt udbrud af ebola i den nordvestlige del af landet.

    Udbruddet har foreløbig kostet fire mennesker livet. Det oplyser landets sundhedsminister mandag.

    – Jeg kan bekræfte, at vi har et nyt ebolaudbrud i Mbandanka, siger sundhedsminister Eteni Longondo.

    – Vi vil meget hurtigt sende dem vaccinen og medicin, tilføjer han.

    DRCongo har kæmpet imod en dødelig ebolaepidemi i den østlige del af landet siden august 2018.

    Udbruddet i den østlige del af landet er det næstmest dødelige, DRCongo nogensinde har oplevet. Det har foreløbig kostet over 2200 mennesker livet.

    Det seneste udbrud, der er konstateret i den nordvestlige del af landet, er endnu en sundhedsmæssig udfordring for DRCongos regering.

    Sidste år var landet ramt af en dødelig mæslingeepidemi, som var det værste udbrud i verden og ifølge WHO kostede over 6000 livet.

    I år kæmper landet – som alle andre lande – for at begrænse coronavirussets udbredelse.

    Bekæmpelsen af disse epidemier er vanskelig, fordi forskellige militser fører væbnet kamp i visse dele af DRCongo.

    Desuden er der i befolkningen en udbredt mistro til de sundhedsarbejdere, der sendes ud for at hjælpe. I de seneste to år har der været talrige meldinger om angreb mod dem.

    /ritzau/dpa