Socialpædagog er dømt for sex med hjerneskadet beboer

    En mandlig socialpædagog er tirsdag blevet idømt fængsel i seks måneder for at have haft seksuelle forhold til en beboer og en patient.

    Det har Retten i Randers tirsdag afgjort, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Den første person er en 30-årig kvindelig patient, som han var kontaktperson for på en psykiatrisk afdeling i Randers. Det seksuelle forhold blev opdaget, da kvinden fortalte om det til en anden ansat, efter at forholdet var stoppet.

    Den 35-årige socialpædagog blev fyret, da sagen blev opdaget, men han blev efterfølgende ansat på et bosted for domsanbragte personer med udviklingshæmning.

    I begyndelsen af juni sidste år anmeldte bostedet dog til politiet, at en 29-årig hjerneskadet beboer på stedet havde fortalt, at hun flere gange havde haft anden seksuel omgang end samleje med den 36-årige.

    Socialpædagogen har i retten afvist begge kvinders forklaringer, men retten har alligevel kendt ham skyldig i anklagerne mod ham.

    Han er også dømt efter en paragraf i straffeloven, som handler om at udnytte en persons sindssygdom eller mentale retardering. Det skulle han have gjort for at opnå andet seksuelt forhold end samleje.

    Manden har anket dommen til landsretten.

    /ritzau/