Motorcyklist stak af – patruljebil bragede ind i træ

    Det gik over stok og sten, da en patrulje fra Nordsjællands Politi mandag aften jagtede en motorcyklist gennem Ullerup Skov ved Hundested.

    Under politijagten – eller eftersættelsen – formåede motorcyklisten at stikke af fra patruljen, som kørte frontalt ind i et træ.

    Det fortæller vagtchef Rolf Hoffmann.

    – Motorcyklisten kender skoven bedre end patruljen.

    – På et tidspunkt laver han et skarpt venstresving, men politibilen når ikke at dreje og fortsætter ind i et træ, siger vagtchefen.

    Han kan kort efter klokken 21 ikke oplyse, hvorfor politibilen satte efter motorcyklisten.

    – Vi har ikke talt med betjentene endnu, siger Rolf Hoffmann.

    Betjentene kom ikke til skade. Til gengæld blev patruljevognen totalskadet.

    /ritzau/