Den tyske forbundsregering og luftfartsselskabet Lufthansa nåede mandag til enighed om en redningspakke til milliarder af euro.
Det oplyser tyske regeringskilder ifølge nyhedsbureauet dpa.
Redningspakken skal godkendes af EU-Kommissionen og af ledelsen af den tyske coronavirus-redningsfond samt af bestyrelsen i Lufthansa.
Redningsplanen omfatter milliarder af euro i statshjælp til luftfartsselskabet, som er hårdt ramt af coronapandemien.
– Der er opnået enighed inden for de rammer, som den tyske regering har udarbejdet for redningsplaner, oplyser en regeringskilde ifølge dpa.
Kilder oplyser i øvrigt, at hjælpen består af omkring ni milliarder euro – over 67 milliarder kroner.
Forbundskansler Angela Merkels regering og Lufthansa har forhandlet om planen i adskillige uger.
I Lufthansa-koncernen med omkring 138.000 ansatte er titusinder af arbejdspladser i fare for at blive nedlagt.
/ritzau/dpa











