Den militante bevægelse Boko Haram har dræbt 12 soldater i et angreb på en militærbase i Nigers Diffa-region.
Det oplyser forsvarsministeriet tirsdag.
Ifølge ministeriet har angrebet begået af “terrorister fra Boko Haram” natten til tirsdag efterladt yderligere ti soldater såret.
– Syv terrorister blev neutraliseret af nigerske soldater, oplyser ministeriet i en erklæring offentliggjort i radioen sent tirsdag aften lokal tid.
Blabrine-basen ligger omkring 20 kilometer nordøst for byen Diffa i den fjerntliggende sydøstlige region af samme navn nær Tchad-søen.
Diffa, en by med omkring 200.000 indbyggere nær grænsen til Nigeria, er blevet angrebet gentagne gange.
Diffa-regionen huser omkring 300.000 flygtninge fra Nigeria såvel som internt fordrevne. Det viser tal fra FN.
Så sent som i oktober sidste år blev 12 andre nigerske soldater dræbt i et angreb på Blabrine-basen, oplyser forsvarsministeriet.
/ritzau/AFP











