23-årig mand sigtet for terrorforsøg nægter sig skyldig

    En 23-årig mand er sigtet for i månederne op til 30. april at anskaffe sig et eller flere skydevåben et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet.

    Det skete angiveligt med henblik på at begå et terrorangreb i Danmark eller udlandet.

    Det er fredag kommet frem i et grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

    Manden, der blev anholdt torsdag, nægter sig skyldig.

    Dørene ved retsmødet er blevet lukket, hvorfor pressen ikke får at vide, hvad den sigtede mand eventuelt vil fortælle.

    /ritzau/