Iran udstedte arrestordre på formodet mål for attentat

    Det var ikke en hvilken som helst mand, der ifølge anklagemyndigheden var udset som mål for et attentat i Ringsted.

    Et attentat, der angiveligt blev afværget af årvågent politi i efteråret 2018.

    Målet for attentatet var efterlyst af Iran.

    Styret i Iran udstedte allerede i 2008 en arrestordre på manden, som kommer fra Iran, men i en årrække har boet i Danmark.

    Det fortæller senioranklager Søren Harbo i Retten i Roskilde.

    Her er en 40-årig norsk-iransk mand tiltalt for at spionere for en iransk efterretningstjeneste på dansk jord og for medvirken til planlægning af drab.

    Arrestordren fra iransk politi blev sendt direkte til Danmark i 2009 – året efter at den oprindeligt blev udstedt.

    Men Danmark handlede ikke på den. I hvert fald ikke sådan, som det iranske regime ønskede det. I stedet blev eksiliraneren på et tidspunkt sat under politibeskyttelse. Han har boet i landet siden 2006.

    Det formodede attentatmål er en ledende figur i bevægelsen ASMLA. Den kæmper for arabisk selvstændighed i Ahwaz-regionen i Iran.

    Det iranske regime betegner bevægelsen som en terrororganisation.

    Sagens tiltalte optog ifølge anklageskriftet video og tog billeder i området omkring eksiliranerens hjem i dagene 25. til 27. september 2018.

    Materialet udleverede han til en iransk efterretningstjeneste – som skulle bruge det i forberedelserne af et attentat, mener anklagemyndigheden.

    Den tiltalte nægter sig skyldig.

    /ritzau/