Anholdte ville muligvis skyde mod civile og politiet

    Den mand, der torsdag er blevet anholdt og sigtet for at have planlagt et angreb et sted i Danmark, ville muligvis skyde mod civile og politiet.

    Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV2 News.

    – Vi har den viden, at han er islamistisk inspireret, og at han ville begå et terrorangreb, eventuelt skyde mod folk og skyde mod politiet, siger ministeren.

    På et pressemøde torsdag eftermiddag oplyste Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste (PET), at manden blev anholdt under en koordineret aktion klokken 13.51.

    Anholdelsen af manden er ifølge operativ chef i PET Flemming Drejer sket efter en “intensiv efterretningsoperation”.

    /ritzau/