En 15-årig dreng fremstilles onsdag i grundlovsforhør sigtet for drab og vold af særlig farlig karakter.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Grundlovsforhøret finder sted ved Retten i Lyngby klokken 13.30. Her skal drengen forklare over for en dommer, hvad der skete i weekenden i Jægersborg i Gentofte Kommune, hvor en 18-årig mand mistede livet.
Manden døde af sine skader, efter at to grupperinger kom op at slås.
Det blodige sammenstød mellem to grupper af børn og unge fandt sted på en parkeringsplads. Mødet var tilsyneladende blevet aftalt på de sociale medier. Det endte fatalt for en 18-årigs vedkommende. Han døde af knivstik.
Den 15-årige blev søndag fremstillet i grundlovsforhør in absentia, altså uden at være til stede i retten. Det skyldtes, at han var på hospitalet, hvor han fik behandling for de skader, han pådrog sig i slagsmålet.
Han er nu i stand til at møde i retten. Den 15-årige er sigtet for både drabet på den 18-årige samt for særlig farlig vold.
En 17-årig blev tirsdag varetægtsfængslet foreløbigt indtil 7. maj for to tilfælde af særlig farlig vold.
Nordsjællands Politi har onsdag formiddag afspærret en vognbane på Helsingørmotorvejen fra afkørslen ved Brogårdsvej til og med afkørslen ved Jægersborgvej.
Det gjorde det for at kunne afsøge området med hunde. Politiets arbejde i området er relateret til masseslagsmålet i weekenden.
Nordsjællands Politi ønsker ikke at afsløre, hvorfor det afsøgte netop det område, eller om det fandt noget af interesse på stedet eller ej.
/ritzau/









