Den danske enzymkoncern Novozymes har haft stor fremgang i første kvartal, hvor særligt salget af enzymer til vaskemidler og fødevarer er gået i vejret.
Det oplyser Novozymes i sit regnskab, der er offentliggjort onsdag morgen.
Fremgangen hænger blandt andet sammen med coronavirusset, der har medført ændringer i forbrugernes indkøb.
I starten af epidemien var der mange eksempler på lange køer i supermarkederne med forbrugere, der hamstrede mad og andre fornødenheder.
Samlet er Novozymes’ salg steget med knap 300 millioner kroner til 3,8 milliarder kroner. Det svarer til en fremgang på ni procent.
Novozymes nævner coronavirusset som årsag til stigende salg af enzymer. Selskabet skriver samtidig, at det er svært at vurdere, præcis hvor stor effekten har været.
Novozymes er målt på antal ansatte blandt de 30-40 største virksomheder i Danmark. Virksomheden har omkring 6000 ansatte på verdensplan.
/ritzau/











