I England og Wales er dødstallet i forbindelse med coronavirus 41 procent højere end regeringens daglige opgørelser ifølge statistikbank.
Det skriver Reuters.
Ifølge Office of National Statistics (ONS) var der registreret 13.121 coronarelaterede dødsfald i England og Wales op til den 10. april.
Ifølge regeringens opgørelser var der på samme tidspunkt “kun” registreret 9288 dødsfald blandt coronapatienter.
Forskellen skyldes, at de officielle opgørelser, der bliver offentliggjort af regeringen, kun omfatter dødsfald på hospitaler.
ONS’ opgørelser omfatter også dødsfald i samfundet, heriblandt på hospice, plejehjem og andet.
England og Wales står for langt hovedparten af alle coronarelaterede dødsfald i Storbritannien.
/ritzau/











