Idrætsforeninger kan begynde nogle udendørs aktiviteter

    Tennishungrende danskere kan så småt godt finde ketsjerne frem igen.

    To af landets største idrætsorganisationer fortæller mandag aften, at de danske idrætsforeninger kan begynde med udendørs aktiviteter uden kropskontakt.

    Et krav er, at de generelle krav og anbefalinger fra sundhedsmyndighederne overholdes. Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Danske Gymnastik- & Idrætsforeninger (DGI) i særskilte pressemeddelelser.

    – Det her er den første spæde åbning af idrætten, og vi er rigtig glade for, at sundhedsmyndighederne præciseret retningslinjerne, så nogle aktiviteter kan starte op i idrætsforeningerne igen, siger Charlotte Bach Thomassen, formand for DGI, i meddelelsen.

    Nyheden fra de to idrætsorganisationer kommer, efter at Sundhedsstyrelsen mandag er kommet med retningslinjer for udendørs idræt.

    /ritzau/