Mens de yngre elever er tilbage i skole efter længere tids coronafri, så er der længere udsigter for de ældste elever, vurderer skoleledere, lærere, kommuner og flere politikere.
Det skriver Politiken.
Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen og flere folketingspartier er således enige om, at eleverne sandsynligvis ikke kommer i skole før ferien.
Kommunerne erkender også, at det ser svært ud.
Da eleverne i 0. til 5. klasse allerede er tilbage i skole, bliver det for trangt at åbne dørene for de ældre elever, hvis alle retningslinjerne under coronaudbruddet skal overholdes, lyder det.
Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder det helt umuligt. Selv efter sommerferien vurderer han, at det vil kræve ændrede retningslinjer, hvis der skal blive plads til alle klasser.
Jacob Bundsgaard (S), der er formand for Kommunernes Landsforening, mener, at det ser svært ud.
– Lige nu er det meget svært at se, at der kan blive plads til 6. – 10.-klasserne på skolerne, simpelthen fordi deres lokaler og fælleslokaler er optaget af de mindre klasser, og fordi det kræver flere voksne at klare undervisningen på de nye vilkår, siger han til Politiken.
SF siger, at man hellere vil åbne for langsomt end for hurtigt. Venstres undervisningsordfører, Ellen Trane Nørby, anerkender også, at det med de nuværende retningslinjer ser svært ud.
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) siger til Politiken, at det er for tidligt at sige noget om det. Men hun lytter til indspark, lyder det.
/ritzau/











