Det er mandag aften blevet historisk billigt at købe sig retten til en tønde olie.
Prisen for en tønde amerikansk råolie til levering i maj er faldet under en dollar. Det er det laveste niveau, siden man begyndte at kunne lave den slags handler i 1983.
Det skriver flere nyhedsbureauer, herunder Reuters.
Prisen har en overgang faktisk også været nede at vende i minus – altså så det er begyndt at koste investorer at skille sig af med papirerne på olien.
Det store prisfald skyldes en generelt lav efterspørgsel på råolie rundt om i verden, som på grund af coronasituationen ikke forbruger det samme som før.
Faldet skyldes også, at der på grund af den lave efterspørgsel ikke er mange, som har brug for at fylde deres lagre op. Det skaber et problem i forhold til at skille sig af med den olie, som nogle investorer har papirer på.
/ritzau/











