Spanien runder 200.000 tilfælde af coronasmitte

    Spanien har mandag rundet 200.000 bekræftede tilfælde af coronasmitte.

    Det fremgår af de seneste tal fra landets sundhedsministerium.

    Spanien er det land i verden med næstflest bekræftede smittetilfælde. Kun i USA er flere personer blevet bekræftet smittet med coronavirusset.

    Det seneste døgn er antallet af smittede i Spanien steget med 4266. Dermed går det fra 195.944 til 200.210.

    Antallet af nye coronadødsfald det seneste døgn lyder på 399.

    Det er en lille smule lavere end søndagens tal, der var 410, og som var det laveste antal nye coronadødsfald i næsten en måned. Dermed ser kurven i forhold til dødsfald relativt lovende ud for spanierne.

    I alt er 20.852 personer døde efter at have været smittet med coronavirus.

    Det svarer til godt 44 dødsfald per 100.00 indbyggere. Der bor omkring 47 millioner mennesker i Spanien.

    Sammenligner man med befolkningens størrelse, er Spanien ifølge opgørelser fra amerikanske Johns Hopkins University kun overgået af Belgien. Her er der registreret 47,6 coronarelaterede dødsfald per 100.000 indbyggere.

    /ritzau/Reuters