Italien registrerer 433 nye coronadødsfald

    Antallet af registrerede coronadødsfald i Italien stiger søndag med 433 til 23.660. Dagen før var stigningen på 482. Det oplyser italienske sundhedsmyndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Det er det laveste antal nye registrerede dødsfald i løbet af den seneste uge. Fredag registrerede landet 575 coronarelaterede dødsfald.

    Italien, der har været lukket i snart seks uger, er det land i Europa, der har oplevet flest dødsfald med corona.

    Italiens sundhedsmyndigheder vurderer nu, at landet har ramt en fladere kurve, men det går ikke så hurtigt, som man håber på, skriver Reuters.

    Søndag har landet registreret 3047 nye smittetilfæde. I alt er 178.972 borgere i Italien registreret smittet med coronavirus.

    Italiens 60 millioner indbyggere har lov til at forlade deres hjem, når de skal arbejde, købe ind eller har specifikke ærinder som lægebesøg.

    Næsten 17.000 ansatte i Italiens sundhedssektor er blevet smittet – over to tredjedele af dem er kvinder. Det oplyste Italiens offentlige sundhedsinstitut fredag.

    /ritzau/