God afstand mellem personale og borgere, luft mellem hver klient og ansatte, der spørger grundigt ind til eventuelle coronasymptomer hos de fremmødte.
Det er nogle af de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen nu præsenterer for tandlæger, fysioterapeuter og privathospitaler.
Derudover skal der være en visitering af hver borger før fremmøde, og man kan ikke bare møde uanmeldt op.
Retningslinjerne gælder for den del af sundhedsvæsenet, der endnu ikke har fået at vide, hvordan de skal forholde sig til borgerne under den gradvise genåbning af samfundet.
Dermed håber myndighederne på langsomt at kunne få aktivitet i samtlige dele af sundhedsvæsenet inden længe.
– Det er vigtigt, at patienter og borgere igen kan få den behandling de indtil nu har måtte undvære under COVID-19 epidemien, da det kan have stor betydning for den enkeltes helbred og hverdag, siger Camilla Rathcke, centerchef hos Sundhedsstyrelsen, på styrelsens egen hjemmeside.
/ritzau/











