Rigspolitiet bygger testcenter i Fælledparken

    Der tages alternative metoder i brug, når langt flere danskere skal testes for coronavirus.

    I Fælledparken i København er Rigspolitiet lige nu i gang med at bygge nye testtelte, som har “forbindelse til covid-19”.

    Det skriver DR.

    Ifølge Rigspolitiet rejses teltene for at opbygge testkapacitet for at understøtte teststrategien.

    Og det er ikke kun i København, det skal ske.

    – Vi opbygger kapacitet for at kunne understøtte teststrategien. Derfor vil man i dag kunne se, at der begynder at rejse sig telte nogle steder i landet, skriver politidirektør Svend Larsen i et skriftligt svar til DR.

    Også Region Hovedstaden og Rigshospitalet er inde over byggeriet.

    Teltene rejses som et led i den nye teststrategi, hvor myndighederne agter at teste langt flere danskere.

    Et af målene er at teste et repræsentativt udsnit af befolkningen.

    /ritzau/