Plejehjemmet Residence Herron i den canadiske Montreal-forstad Dorval efterforskes for alvorlig forsømmelse.
Det sker, efter at ældre beboere blev forladt af de ansatte på plejehjemmet efter udbruddet af coronavirus og fundet uger senere tilgriset og udsultet og flere af dem døde.
Sundhedsmyndighederne blev kaldt ud til plejehjemmet den 29. marts, efter at en beboer tre dage før var kommet på sygehuset, hvor vedkommende døde som følge af Covid-19.
Sundhedsarbejderne opdagede, at næsten alle de ansatte havde forladt plejehjemmet, og at der kun var to ansatte tilbage til at tage sig af de 130 beboere.
Myndighederne fandt beboerne liggende apatiske i deres senge, dehydrerede, udsultede og flere af dem dækket i deres egen afføring.
Flere var faldet, og to havde ligget døde i flere dage, uden at nogen havde bemærket det.
Siden den 13. marts er 31 beboere på plejehjemmet døde. Mindst fem af dødsfaldene tilskrives coronavirus direkte, mens der endnu ikke foreligger obduktionsrapporter for de andre.
/ritzau/NTB











