Medier: Premier League-klubber vil færdigspille sæsonen

    Klubberne i Premier League er enige om at ville spille den nuværende sæson færdig.

    Det skriver flere britiske medier herunder Sky Sports og BBC, efter at Premier League-klubberne fredag har mødtes for at diskutere, hvordan man griber resten af sæsonen an.

    Både Sky Sports og BBC skriver, at man ikke er kommet nærmere en eventuel plan for, hvordan og hvornår sæsonen kan spilles færdig.

    Op til fredagens møde skrev britiske medier, at flere klubber ønskede, at sæsonen skulle være overstået inden 30. juni, men det var der ifølge Sky Sports ikke nogen, der foreslog på fredagens møde. Heller ikke, hvornår man kan begynde at spille igen.

    Premier League har været sat på pause siden starten af marts på grund af udbruddet af coronavirus.

    /ritzau/