Tørkeindeks stiger: Usædvanlig tørt vejr for årstiden

    For et par måneder siden var især Jylland ved at drukne i regn. Men nu er situationen den stik modsatte.

    Der er kun faldet få millimeter regn de seneste uger, og tørkeindekset stiger dag for dag.

    – Vi har ikke set et lignende tørkeniveau så tidligt på året i de år, vi har målt tørkeindekset, siger klimatolog Mikael Scharling, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

    Målingerne af tørkeniveauet begyndte i 2005.

    Aktuelt er tørkeindekset på landsplan 8,1 på skalaen, der går til 10.

    Det betyder, at der er forøget risiko for tørke.

    – Vi er der, hvor planter på markerne så småt begynder at lide af tørkestress.

    – Det er ikke kritisk, men det kan det blive, hvis vi ikke får noget nedbør i løbet af nogle uger, siger klimatologen.

    Det er især den østlige del af landet – Østsjælland, Lolland og Fyn – der ligger højt på tørkeindekset.

    Det er ikke mere end et par måneder siden, at der blev rapporteret om oversvømmede veje og digebrud i Jylland som følge af rekordmeget nedbør i februar.

    Men nu er vejret vendt på en tallerken og viser sig fra den tørre og solrige side:

    – Vi ender nok med en april, der bliver en af de tørreste, som nogensinde er registreret, siger Mikael Scharling.

    Det er ifølge klimatologen naturlige klimamæssige udsving, vi oplever.

    – Tidligere var der en motorvej af lavtryk ind over Danmark. Og nu har vi etableret et højtryk omkring Danmark, som holder lavtrykkene væk.

    – Det er tilfældigt og udtryk for de normale variationer i vejret, siger Mikkel Scharling.

    Ifølge DMI’s månedsprognose fortsætter det tørre vejr i hvert fald otte-ti dage frem.

    /ritzau/