Corona giver ikke flere danske dødsfald end normalt

    4794 danskere er døde, siden det første coronarelaterede dødsfald blev noteret herhjemme 14. marts.

    Det svarer i grove træk til det samme antal døde i den samme periode sidste år og forrige år, viser tal fra Danmarks Statistik.

    Hvor der i den tilsvarende periode i 2019 døde 4498 danskere, så døde 5131 danskere i 2018.

    Ifølge Dorthe Larsen, der er afdelingsleder hos Danmarks Statistik, er der ikke nogen overdødelighed i år sammenlignet med tidligere år.

    – Det samlede antal døde i perioden har de seneste fem år ligger på omkring 4500 lidt afhængig af, om der har været influenzaepidemi, siger hun til B.T.

    – Der er ikke nogen overdødelighed i Danmark, som det er set i eksempelvis Sverige.

    Tallene for antal dødsfald går frem til 12. april.

    Tallene er foreløbige, da der kan være forsinkelser i indberetningerne fra de kommunale folkeregistre.

    /ritzau/