Gymnasier åbner for undervisning af afgangselever

    Størstedelen af gymnasierne åbner senest mandag, så afgangseleverne kan modtage fysisk undervisning.

    Det drejer sig om elever på de ældste klassetrin på landets gymnasiale uddannelser, der skal tage deres studentereksaminer.

    Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Gymnasier, der har lavet en lynrundspørge blandt dets medlemsskoler. 94 procent af gymnasierne vil åbne senest mandag, fremgår det.

    – Vi glæder os til at få afgangseleverne tilbage i klasserne, for der er ikke noget mere trist end en tom skole, siger Birgitte Vedersø, der er formand for Danske Gymnasier.

    Afgangseleverne er allerede tilbage på knap hver fjerde skole, nærmere bestemt 22 procent.

    Der er forskel på, hvor hurtigt den enkelte skole er i stand til at genåbne for fysisk undervisning.

    Det skyldes blandt andet, at gymnasierne forskellige vilkår med hensyn til lokalestørrelser, antallet af elever, der skal tilbage, og muligheder for udendørsundervisning.

    De skoler, der i undersøgelsen har svaret, at de åbner senere end den 20. april, angiver forsigtighed eller andre særlige forhold som årsag til den senere åbning.

    /ritzau/