Angreb på jødisk gravplads og andre forbrydelser fører til straffesag

    To mænd tiltales for angreb på jødisk gravplads i Randers og for flere andre forbrydelser, oplyser Østjyllands Politi torsdag.

    Også hærværk mod en bogcafé, der sælger litteratur om kommunismen, og forhånelser af homoseksuelle indgår i det anklageskrift, som er blevet sendt til retten.

    Siden sagen kom frem i november har politiet fundet ud af, at der i et netværk blev sendt beskeder gennem en krypteret kommunikationstjeneste, oplyser anklager Cathrine Brunsgaard i en pressemeddelelse.

    – Det er en af grundene til, at vi mener, at der er beviser for, at der er tale om planlagte og koordinerede handlinger, og at kriminaliteten har baggrund i andres etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, udtaler hun.

    I Randers blev 84 gravsten i november overmalet med grøn maling, ligesom der blev kastet maling mod en bygning i byen med en davidsstjerne.

    De to nu tiltalte blev varetægtsfængslet 12. november. 4. marts blev de løsladt af Vestre Landsret.

    /ritzau/