Den første spiller i NFL er testet positiv for coronavirus.
Brian Allen, der spiller center for Los Angeles Rams, er smittet med virusset. Det fortæller klubbens træner, Sean McVay, onsdag aften lokal tid i et interview med Fox Sports 1. Det skriver NFL.com.
Ifølge ligaens officielle hjemmeside er Brian Allen den første spiller i ligaen til at blive testet positiv.
Brian Allen er ifølge Sean McVay ved godt mod trods smitten.
– Jeg talte med ham i går. Jeg er glad for at høre, at han har det godt. Han er sund og rask og er på vej tilbage, siger Sean McVay til Fox Sports 1 ifølge NFL.com.
– Han var god til at fortælle os det hurtigt, så vi kunne sørge for, at ingen andre blev udsat for virusset.
Den 24-årige center, der måler 188 centimeter og vejer 137 kilo, startede i ti kampe for Los Angeles Rams i den seneste sæson.
Ifølge Sean McVay har klubben haft lukket ned for træningsfaciliteterne i de seneste par uger, men vil genåbne dem i næste uge for de spillere, der genoptræner efter skader.
Den nordamerikanske liga for amerikansk fodbold (NFL) har indtil nu været skånet for virustilfælde sammenlignet med basketball-ligaen (NBA) og ishockeyligaen (NHL), hvor flere spillere er blevet testet positiv for coronavirus.
/ritzau/











