Bus styrter i indisk flod og adskillige er omkommet


    En overfyldt bus er fredag styrtet fra en bro ned i en flod i Indien. Adskillige passagerer har mistet livet, rapporterer flere regionale medier.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    En regional embedsmand i Navsari oplyser, at mindst 37 personer er omkommet.

    – Dødstallet er steget til 37. Mindst 24 andre er kørt på hospitalet til behandling, siger Remya Mohan til nyhedsbureauet AFP.

    På tv-billeder fra ulykkesstedet fremgår det, at folk er hoppet i floden for at redde de kvæstede, som de løfter ind i ambulancer.

    Den regionale regering meddeler, at den har tilsidesat 400.000 rupier, knap 40.000 danske kroner, i kompensation til de omkomnes familier.

    India TV opgiver et lidt lavere dødstal. Kanalen rapporterer, at mindst 30 personer er dræbt.

    Det fremgår af dækningen, at bussen styrtede i floden Purna i Gujarat Navsari 300-400 kilometer nord for Mumbai.

    Der var over 60 passagerer i bussen, da den forulykkede ifølge India Today. Mediet skriver, at chaufføren mistede kontrollen over bussen, da han kørte på en bro over floden.

    Bussen var angiveligt på vej fra Navsari til Ukai i det vestlige Indien.

    Redningsarbejdet er vanskeliggjort af stærk strøm i floden, skriver lokale medier.

    Det sker jævnligt, at busser forulykker i Indien. Det er heller ikke usædvanligt, at der er mange omkomne og kvæstede.

    WHO oplyste i 2013, at flere end 200.000 bliver dræbt årligt på de indiske veje.

    Det er mange sammenlignet med andre lande.

    For to år siden eksploderede en bus i et flammehav, da den i høj fart kørte galt på en motorvej i et reservat. 45 passagerer, som lå og sov, blev dræbt.

    I oktober sidste år døde 15 bryllupsgæster, da deres køretøj kolliderede med en bus i det sydlige Indien.

    /ritzau/