Coronadødsfald ligger stadig højt i New York

    Delstaten New York har i det seneste døgn registreret 778 coronadødsfald, hvilket er en stigning i forhold til de 671 dagen inden.

    Det siger delstatens guvernør, Andrew Cuomo, tirsdag.

    De 778 nye coronadødsfald i løbet af det seneste døgn er ikke langt fra den hidtidige rekord i New York, som blev sat torsdag med 799 coronadødsfald i løbet af et døgn.

    Men antallet af indlæggelser er faldet, påpeger guvernøren. I det seneste døgn er der 1600 nye indlæggelser mod 1958 dagen inden.

    Det er et tegn på, at coronakrisen kan være ved at have toppet i delstaten, siger Cuomo.

    I begyndelsen af april lå antallet af nye indlæggelser dagligt omkring 3400.

    – Vi reducerer smittespredningen, siger Cuomo.

    – Vi ændrer kurven hver dag. Vi har vist, at vi kontrollerer virusset, og at virusset ikke kontrollerer os, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

    New York har tirsdag aften dansk tid bekræftet i alt 10.834 dødsfald blandt personer, der var bekræftet smittet med coronavirus.

    Det er næsten halvdelen af det totale antal coronadødsfald i hele USA, hvor omkring 23.700 coronasmittede er døde.

    Det reelle antal kan imidlertid være højere, idet smittede, der er døde i deres hjem eller ikke er blevet testet, ikke nødvendigvis tælles med i statistikken.

    /ritzau/Reuters