Cyklist mister livet i sammenstød med en varebil

    En trafikulykke på Lundbyvej ved Køng Kirkevej mellem Vordingborg og Næstved har tirsdag eftermiddag kostet en 65-årig kvinde livet.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som fik anmeldelsen om ulykken klokken 15.58.

    Kvinden kom kørende på sin cykel, da ulykken skete.

    – En modkørende varebil kommer over i den modsatte kørebane og rammer cyklisten, fortæller politiets vagtchef Ole Hald.

    Det er tirsdag aften uvist, hvorfor varebilen kørte over i den forkerte side af vejen.

    – Det må vi prøve at klarlægge ved afhøringer og bilinspektørens undersøgelser, siger vagtchefen.

    Både den dræbte cyklist og føreren af varebilen kommer fra lokalområdet.

    De pårørende til den 65-årige kvinde er blevet underrettet om ulykken.

    /ritzau/