FCK skærer 20 procent af spillernes løn

    Som følge af coronakrisen går den sportslige ledelse, trænerstab samt alle spillere i FC København 20 procent ned i løn i foreløbig de kommende to måneder.

    FCK er den første fodboldklub i Danmark, der har taget det skridt under udbruddet af coronavirusset.

    Beslutningen er taget i samråd med klubbens hovedaktionærer samt bestyrelsesformand Bo Rygaard, skriver FCK på sin hjemmeside.

    – Vi sætter stor pris på, at spillerne og den sportslige ledelse i klubben har valgt det her skridt for at give klubben bedre og mere bæredygtige forudsætninger i en vanskelig periode.

    – Det viser, at vi står sammen om at komme sikkert igennem en kritisk situation og stå stærkere på den anden side, siger Bo Rygaard.

    Lars Seier Christensen, hovedaktionær i klubben, er enig med formanden.

    – Alle fodboldklubber og virksomheder er lige nu i en periode med stor usikkerhed. Derfor giver det god mening at være mest muligt på forkant.

    – Det her tiltag fra spillerne og den sportslige stabs side viser, at vi alle har det samme mål: At få FCK bedst muligt gennem den her tid, så vi kan kaste al energi ind i at jagte succes, når fodbolden igen ruller, siger Lars Seier Christensen.

    Fra ledelsens side lyder det, at spillerne samt trænerne er taget med på råd.

    Ifølge FCK-anfører Carlos Zeca er lønnedgangen sket ud fra et ønske om at bidrage til klubbens bedste.

    – Vi ved, at der er en masse mennesker, der arbejder hårdt bag kulisserne hver dag for, at alt skal være bedst muligt for os spillere.

    – Det er et privilegium at spille i en klub som FCK, hvor alt er lagt til rette for, at vi kan præstere.

    – Vi kan ikke løse den her svære situation, men vi kan komme med vores bidrag til, at alle oplever, at vi står sammen i FCK – også når det er svært, siger Zeca.

    /ritzau/