God vækst hos legetøjsproducenten Lego har sidste år været med til at give en stor stigning i overskuddet hos Kirkbi-koncernen, der ejer 75 procent af Lego.
Samlet har Kirkbi-koncernen tjent 16,8 milliarder kroner, viser regnskabet, der er offentliggjort tirsdag morgen.
Det er næsten en fordobling i forhold til overskuddet året før på 8,7 milliarder kroner.
– Kirkbi-koncernens resultat for 2019 er meget tilfredsstillende.
– Vi glæder os over resultatet, vel vidende at virkeligheden i dag – tre måneder inde i 2020 – ser ganske anderledes ud på grund af den nedlukning, der er afledt af Covid-19, siger Søren Thorup Sørensen, Kirkbis topchef, i regnskabet med henvisning til udbredelsen af coronavirus.
Ifølge regnskabet er væksten blandt andet drevet af fremgang i både salg og indtjening hos Lego, der er kendt rundt i verden for sine kulørte legeklodser.
Alle Legos markeder oplevede sidste år omsætningsvækst – herunder Kina, hvor væksten var særligt høj.
Det har kastet ekstra penge ned i lommerne på Kirkbi-koncernen, som foruden Lego også har ejerandele i blandt andet Legoland-parkerne på grund af sine investeringer i selskabet Merlin Entertainments.
Kirkbi-koncernen fungerer som en slags pengetank for Kirk Kristiansen-familien, der er blandt de rigeste familier i Danmark.
Både tredje og fjerde generation i Kirk Kristiansen-familien har i dag aktive roller i Kirkbi-koncernen i form af forskellige bestyrelsesposter.
/ritzau/











