Antallet af personer, der er blevet bekræftet smittet med coronavirus på verdensplan, har oversteget 750.000.
Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University mandag aften.
Det sker, blot fire dage efter at antallet af smittetilfælde globalt passerede en halv million.
Helt nøjagtigt er der mandag aften 766.336 personer i verden, der er blevet testet positiv for coronavirus.
Heraf er over 160.000 efterfølgende blevet erklæret raske igen.
Mandag aften har det globale dødstal som følge af coronavirus desuden oversteget 35.000. Heraf er over 25.000 døde i Europa.
Det smitsomme coronavirus brød ud i Kina i december, og har siden da spredt sig til lande i hele verden.
USA er med over 153.000 bekræftede smittetilfælde det land i verden, hvor flest personer på nuværende tidspunkt er blevet testet positiv for virusset.
Herefter kommer Italien og Spanien efterfulgt af Kina.
Målt på antallet af døde står det værst til i Italien, hvor over 11.000 mennesker har mistet livet som følge af virusset.
/ritzau/











