146 personer smittet med coronavirus i Sverige er døde

    Sverige har nu over 4000 bekræftede tilfælde af coronavirus. Af dem har i alt 146 mistet livet.

    300 er indlagt på en intensiv afdeling. Det oplyser statsepidemiolog Anders Tegnell fra Folkhälsomyndigheten – Sveriges svar på Sundhedsstyrelsen – på et pressemøde mandag eftermiddag.

    Antallet af døde i Sverige er steget med 36. Det tal dækker over dødsfald de sidste fire til fem dage ifølge Anders Tegnell.

    – En kraftig øgning kommer af, at det har været weekend, og at der er et efterslæb, siger han.

    De fleste af dødsfaldene relateret til coronavirus er hos personer i alderen 80 til 90 år. Men der er også registreret et dødsfald hos en person i alderen 20 til 29 år, oplyser Folkhälsomyndigheten ifølge nyhedsbureauet TT.

    Tidligere mandag erfarede Dagens Nyheter, at en person på 26 år – smittet med coronavirus – var død i Sverige. Det er ikke blevet bekræftet, at der er tale om dette tilfælde.

    Ifølge Dagens Nyheter var den 26-årige ikke syg i forvejen, men var i risikogruppen.

    /ritzau/