Japansk OL-chef: Ny dato kan blive besluttet i denne uge

    En ny dato for det udskudte sommer-OL kan komme i denne uge.

    Ifølge Yoshiro Mori, præsident for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, kan det allerede i denne uge blive besluttet, hvornår OL i 2021 skal afvikles.

    – Vi er nødt til hurtigt at beslutte en ny dato, siger Yoshiro Mori ifølge Reuters.

    Han fortæller, at han forventer at modtage et opkald fra præsidenten i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), Thomas Bach, i denne uge.

    Det vil handle om planlægningen af det udskudte OL. Arrangørkomitéen i Japan har sendt to forslag med mulige datoer til IOC, og det er de forslag, der skal vurderes og diskuteres.

    – Vi har masser af tid til at udveksle meninger, og efterfølgende forventer jeg, at alle når frem til en fælles beslutning, så vi kan se frem mod legenes succes med en stemme, siger Yoshiro Mori.

    I den seneste uges tid har de japanske arrangører haft adskillige samtaler med IOC om fordele og ulemper ved de forskellige datomuligheder i foråret og sommeren 2021.

    I tirsdags i sidste uge besluttede IOC at udskyde legene i Tokyo fra 2020 til 2021 på grund af udbruddet af coronavirus, men den præcise dato er endnu ikke på plads.

    Den japanske tv-station NHK oplyste søndag på baggrund af samtaler med anonyme kilder i den japanske arrangørkomité, at det udskudte OL sandsynligvis vil blive afviklet fra 23. juli til 8. august 2021.

    Det ville i så fald være en enkelt kalenderdag tidligere – end det oprindeligt planlagte OL i 2020, som var sat til at begynde 24. juli.

    /ritzau/