OL-chef: Ny dato kan blive besluttet i denne uge

    En ny dato for det udskudte sommer-OL kan komme i denne uge.

    Ifølge Yoshiro Mori, præsident for arrangørkomitéen bag Tokyo 2020, kan det allerede i denne uge blive besluttet, hvornår OL i 2021 skal afvikles.

    – Vi er nødt til hurtigt at beslutte en ny dato, siger Yoshiro Mori ifølge Reuters.

    Han fortæller, at han forventer at modtage et opkald fra præsidenten i Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, i denne uge.

    Det vil handle om planlægningen af det udskudte OL. Arrangørkomitéen i Japan har sendt to forslag med mulige datoer til IOC, og det er de forslag, der skal vurderes og diskuteres.

    I tirsdags i sidste uge besluttede IOC at udskyde legene i Tokyo fra 2020 til 2021 på grund af udbruddet af coronavirus, men den præcise dato er endnu ikke på plads.

    /ritzau/